tirsdag 28. juni 2016

Regndråper..


Det dukker stadig opp dikt.

Noen bare kommer for å bli værende -
de slår seg ned i kroppen og tar bolig i sjelen.

 Der lever ordene sitt eget liv, 
versene surrer i hodet og dukker stadig opp som
yndlingsdikt!






JEG VIL VÆRE DET ROLIGE REGN

Jeg vil være det rolige regn
som faller når min elskede har glemt sin paraply
jeg vil være den heldige dråpen
som renner langs hennes nese


jeg vil være den skålen med vann
hun samler i sine hender
jeg vil tromme mot ruten i rommet
hvor hun skal sove i kveld


jeg vil være det rolige regn
som ingen er redd å gå ut i
jeg vil tenne trærnes kroner
og lage dammer til lekne barn




jeg vil være det rolige regn
som får min elskede til å sove
så vil jeg stå på skrå gjennom drømmen
som en søyle av stigende sol



Lars Saabye Christensen

(Fra diktsamlingen UNDER EN SORT PARAPLY)






Kanskje dette diktet
finner veien inn til deg også - og blir et av dine
yndlingsdikt?




3 kommentarer:

  1. Nydeleg dikt, og bilder som passa til.

    SvarSlett
  2. Det er meget smukt, men jeg kan bedre li´dit. Det du lagde ud på bloggen for ikke så længe siden. Jeg synes, det er det smukkeste jeg har læst længe.
    Når man skriver digte, synes jeg, at sproget i grunden fylder meget lidt. Det har mere med energi,lyd og rum at gøre. Og selvfølgelig tænkning og følelser. Og meget mere, som jeg ikke ved.
    Jeg oplever, du har sans for det, også når du skriver almindeligt på din blog. Jeg ved ikke, om du genkender det? Du skaber rum omkring dine ord - så man som læser langsomt kan mærke efter. Energien, lydene og rummet. Tankerne og følelserne. Det er ikke alle der gør det. Eller kan det. Vi har alle hvert vores særlige sprog.
    Tak for dig, Else - Britt og et dejligt kig ind på din blog, endnu engang.
    Varmeste hilsner fra Laila i Danmark.

    SvarSlett
  3. Tusen takk, Laila, du tenker sikkert på diktet I ET MELLOMROM, det er et av mine nye dikt, jeg er også veldig glad i det diktet! Jeg gjenkjenner det du skriver om energi, lyd og rom..det må oppstå et møte mellom leseren og ordene..en gjenklang..først da får ordene en betydning og leseren kan ta i mot energien og kraften i det som formidles og langsomt slippe egne tanker og følelser til. Det er så interessant, som du skriver, at vi har alle vårt eget språk. Det er det som er så spennende når vi skal formidle til andre! Når jeg skriver et vanlig blogginnlegg, ønsker jeg alltid at leseren skal føle noe, oppleve en stemning, få påfyll, berikes og bli inspirert. For å få dette til, tror jeg kunsten ligger i å skildre og beskrive,istedenfor å fortelle, altså slik at leseren må ta i bruk egne tanker og følelser. Det utgjør en forskjell. Det er egentlig veldig spennende! Det er en stor glede for meg å høre at du merker energien, lydene og rommet, det er slik jeg ønsker å formidle, så igjen tusen takk for hilsen, interessante betraktninger og så gode ord Laila, og at du stadig titter innom bloggen! Fortsatt god sommer til deg! <3

    SvarSlett